Menu

Vedtægter

 

Seneste ændringer foretaget på generalforsamlingen den 30-01-2024.

§ 1 Navn:  
Stk. 1  Foreningens navn er Brede Idrætsforening (BIF) beliggende Bredebovej 2-4, 2800 Kongens Lyngby.

 

§ 2 Formål:  
Stk. 1  Foreningens formål er, at udbrede kendskab og interesse for sund idræt samt styrke et sportsligt kammeratskab.
Stk. 2 Foreningen dyrker fodbold som hovedidrætsgren.
Stk. 3 Bestyrelsen er bemyndiget til at optage nye idrætsgrene. Optagelsen skal forelægges på den førstkommende ordinære generalforsamling og endelig vedtages der.

 

§ 3 Medlemmer:  
Stk. 1  Som medlem kan foreningen optage såvel aktive som passive idrætsudøvere.
Stk. 2 Som aktiv medlem af foreningen optages enhver, som overholder Dansk Idræts Forbunds regler, samt at vedkommende ikke er nogen anden idrætsforening med samme aktiviteter kontingent skyldig.
Stk. 3

Indmeldelse sker via klubbens hjemmeside eller via mail til kasser eller formand med angivelse navn, adresse,
telefonnummer samt fødselsdato.
Kontaktoplysninger kan findes på hjemmesiden.

Stk. 4

Æresmedlemmer kan udnævnes af generalforsamlingen med 5/6 af de angivne stemmer.

 

§ 4 Medlemmer:  
Stk. 1  Såfremt et medlem ønsker at udtræde af foreningen, skal det ske skriftlig.
Udmeldelse kan kun ske pr. 30.6. og 31.12 med mindst én måneds varsel, og det er ikke muligt at få kontingent retur. 
Stk. 2

Spilllerlicens bliver kun bekræftet, hvis restancer er betalt.

Stk. 3

Foreningen kan slette et medlem, som er i restance med kontingent,
efter nærmere af bestyrelsen fastsat regler

Stk. 4

Overtrædelse af love for BIF og de af bestyrelsen fastsatte regler kan medføre eksklusion.
Ligeledes kan bestyrelsen ekskludere et medlem, hvis medlemmets opførsel måtte give anledning hertil.
For at et medlem kan ekskluderes, skal eksklusionen vedtages på et bestyrelsesmøde.
Medlemmer, der er blevet ekskluderet, kan indanke bestyrelsens afgørelse på førstkommende generalforsamling.

 

§ 5 Kontingent:  
Stk. 1  Foreningen opkræver kontingent for medlemmer halvårligt forud. Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen. Bestyrelsen træffer nærmere bestemmelse om forfaldstid m.v. For for sent indbetalt kontingent fastsætter bestyrelsen egenhændigt strafgebyr, som dog minimum udgør kr. 50,00.
Stk. 2 Æresmedlemmer, trænere og bestyrelsesmedlemmer er kontingent fri.
Stk. 3 Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser.
Stk. 4 Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket to (2) gentagende
gange, låses det pågældende medlems spillercertificat indtil restancen er betalt

 

§ 6 Generalforsamling:  
Stk. 1  Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stk. 2 Generalforsamlingen afholdes i januar måned.
Stk. 3 Indkaldelse til generalforsamling med angivelse af mødedag, tidspunkt og sted skal finde sted med 14 dages varsel på foreningens hjemmeside. Foreningens regnskab kan tilsendes otte dag før afholdelse af generalforsamling. Mail sendes til kassereren.
Stk. 4 Forslag til generalforsamlingens dagsorden skal være bestyrelsen i hænde senest otte dage før afholdelsen.
Stk. 5 Dagsorden for ordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
  1. Valg af dirigent (et ikke medlem af bestyrelsen).
  2. Valg af referent.
  3. Formandens beretning.
  4. Kassererens beretning og godkendelse af regnskab.
  5. Indkomne forslag.
  6. Valg af formand eller kasserer.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  8. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter, 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
  9. Budget og kontingentfastsættelse.
  10. Eventuelt.
Stk. 6 Generalforsamlingen kan kun træffe beslutning i sager, der er optaget i dagsorden.
Stk. 7 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller skal indkaldes, når det skriftligt forlanges af mindst 20% af medlemmerne med angivelse af de emner, der ønskes behandlet.
Stk. 8 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 6 uger efter modtagelsen af begæring herom.
Stk. 9 Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindeligt flertal, dog kræves 2/3 majoritet blandt de fremmødte for vedtagelse af vedtægtsændring.
Stk. 10 Stemmeret har alle medlemmer over 16 år og som har været medlem af klubben de sidste 3 måneder og ikke er i kontingent restance. Forældre eller værge har stemmeret for medlemmer under 16 år og hvor kontingentet er betalt. Stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde.
Stk. 11 Afstemning sker skriftligt, hvis dirigenten bestemmer det, eller hvis mindst 3 medlemmer begærer skriftlig afstemning.

 

§ 7 Bestyrelse:  
Stk. 1  Formanden og kassereren vælges af generalforsamlingen.
Stk. 2 Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på mindst 5 og højst 9 medlemmer valgt på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages suppleringsvalg på førstkommende generalforsamling, medmindre bestyrelsen derved bliver mindre end 5 medlemmer, i hvilket tilfælde bestyrelsen er berettiget til at supplere sig selv. Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen med næstformand og sekretær. Bestyrelsen varetager foreningens tarv udadtil og indadtil. Det påhviler herunder bestyrelsen at føre tilsyn med de i foreningen ansatte personers virksomhed.
Stk. 3 Det tilstræbes at bestyrelsen består af repræsentanter for både ungdomsafdelingen og seniorafdelingen.
Stk. 4 Valgbare til bestyrelsen er alle der er fyldt 16 år og har stemmeret, jvf. § 10
Stk. 5 Såfremt et bestyrelsesmedlem ikke er medlem ved valget, bliver man automatisk passivt medlem og får dermed
stemmeret.

 

§ 8 Bestyrelsesarbejde:  
Stk. 1  Bestyrelsen afholder møder efter behov, når formanden eller 4 ud af 7 eller 5 ud af 9 medlemmer af bestyrelsen begærer det.
Stk. 2 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal, men er kun beslutningsdygtig, når 5 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

§ 9 Regnskab og formue:  
Stk. 1  Foreningens regnskab og kontingent følger kalenderåret.
Stk. 2 Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af to revisorer. Ingen af revisorerne må være medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 3 Revisorerne kan foretage uanmeldt kasseeftersyn.
Stk. 4 Foreningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut eller i sikre værdipapirer.

 

§ 10 Tegning:  
Stk. 1  Foreningen tegnes af bestyrelsen i forening eller af formanden henholdsvis næstformanden, i forening med et flertal af bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2 Fuldmagt til foreningens løbende dispositioner kan gives til kassereren.

 

§ 11 Sammenslutning:  
Stk. 1  Generalforsamlingen kan med mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer vedtage, at foreningen sammenlægges med andre lokalforeninger.

 

§ 12 Opløsning:  
Stk. 1  Generalforsamlingen kan med mindst ¾ af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer på to af hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst en højst to måneders mellemrum vedtage, at foreningen opløses.
Stk. 2 Foreningens eventuelle formue skal - efter at alle forpligtelser er opfyldt - tilfalde ungdomsarbejdet under DBU.

 

Luk